I denne måned er der gået 4 ÅR siden min mor døde. Solen bager ned og det er endelig blevet sommer i Danmark.
Jeg er ikke hjemme på min mors 4 års dødsdag, da jeg er på ferie. Inden årets sommerferie går til Italien og der er masser af praktiske forhold og opgaver, der skal nåes inden vi tager afsted, Alligevel har jeg lige et par rolige timer, hvor jeg kan sidde her og tænke tilbage på den lange periode, der er gået siden hun døde.
Livet leves forlæns og forstås baglæns. Det sagde den kloge Kirkegaard for mange år siden. Sådan er det også med at leve med en død mor. Jeg ved, at jeg aldrig skal se hende mere. Omfanget af denne dybe erkendelse var så inderlig og smertefuld, at jeg i de første år efter hun døde, brød ud i krampegråd. Sådan er det ikke længere. Nu er det en indre tilstand af forbigående tristhed, som sætter sig i mit hjerte. Det kan kortvarigt få tårerne op i mine øjne, men så kalder livet på mig og jeg fortsætter med noget andet. Alligevel ved jeg nu, at disse mange små erindringer, kortvarige glimt af et savn over, at hun er død, vil altid følge mig.
Jeg vil tænde et lys for hende, hvis vi kan finde en kirke i Italien. Erindringerne om min mor deler jeg efterhånden en del alene. Min far fandt hurtigt en ny kæreste efter hendes død. Hun flytter snart ind hos min far og han er i fuld gang med at rydde op, sortere og smide ud for at gøre plads til hende. Jeg besøger sjældent min far. Han inviterer meget sjældent og vi har reelt ikke meget at snakke om. Han aner intet om børnenes eller mit liv. Han bekymrer sig ikke og spørger aldrig til, hvordan noget går. Det gjorde min mor trods alt. På den måde er man ekstensiel alene, selvom gode venner og netværk kan gøre meget. Så kan vi ikke dele disse minder om min mor. Dem bærer jeg alene i hjertet.
Varmen, solen og kærligheden får livet til at føles værd at leve. Jeg har mange gode mennesker i mit liv og det værdsætter jeg højt. Det sidste år har befriet mig for mere end 25 kg og en meget aktiv livsstil har indtaget mit liv. Det betyder, at jeg får nu kun 1/3 del af den oprindelige medicindosis, så det er i sandhed værd at glæde sig over.
Og så kommer der igen, et lille forbigående og midlertidigt minde i mit hoved om min mor. Hun elskede roser og endelig er mine roser ved at springe ud. Jeg kunne godt savne at dele dette med hende. Vise hende de smukke roser og plukke én til hende.
Så husk at købe roser til jeres mødre, hvis I er så heldige, at de stadig lever....
Jeg er ikke hjemme på min mors 4 års dødsdag, da jeg er på ferie. Inden årets sommerferie går til Italien og der er masser af praktiske forhold og opgaver, der skal nåes inden vi tager afsted, Alligevel har jeg lige et par rolige timer, hvor jeg kan sidde her og tænke tilbage på den lange periode, der er gået siden hun døde.
Livet leves forlæns og forstås baglæns. Det sagde den kloge Kirkegaard for mange år siden. Sådan er det også med at leve med en død mor. Jeg ved, at jeg aldrig skal se hende mere. Omfanget af denne dybe erkendelse var så inderlig og smertefuld, at jeg i de første år efter hun døde, brød ud i krampegråd. Sådan er det ikke længere. Nu er det en indre tilstand af forbigående tristhed, som sætter sig i mit hjerte. Det kan kortvarigt få tårerne op i mine øjne, men så kalder livet på mig og jeg fortsætter med noget andet. Alligevel ved jeg nu, at disse mange små erindringer, kortvarige glimt af et savn over, at hun er død, vil altid følge mig.
Jeg vil tænde et lys for hende, hvis vi kan finde en kirke i Italien. Erindringerne om min mor deler jeg efterhånden en del alene. Min far fandt hurtigt en ny kæreste efter hendes død. Hun flytter snart ind hos min far og han er i fuld gang med at rydde op, sortere og smide ud for at gøre plads til hende. Jeg besøger sjældent min far. Han inviterer meget sjældent og vi har reelt ikke meget at snakke om. Han aner intet om børnenes eller mit liv. Han bekymrer sig ikke og spørger aldrig til, hvordan noget går. Det gjorde min mor trods alt. På den måde er man ekstensiel alene, selvom gode venner og netværk kan gøre meget. Så kan vi ikke dele disse minder om min mor. Dem bærer jeg alene i hjertet.
Varmen, solen og kærligheden får livet til at føles værd at leve. Jeg har mange gode mennesker i mit liv og det værdsætter jeg højt. Det sidste år har befriet mig for mere end 25 kg og en meget aktiv livsstil har indtaget mit liv. Det betyder, at jeg får nu kun 1/3 del af den oprindelige medicindosis, så det er i sandhed værd at glæde sig over.
Og så kommer der igen, et lille forbigående og midlertidigt minde i mit hoved om min mor. Hun elskede roser og endelig er mine roser ved at springe ud. Jeg kunne godt savne at dele dette med hende. Vise hende de smukke roser og plukke én til hende.
Så husk at købe roser til jeres mødre, hvis I er så heldige, at de stadig lever....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar