Det er juni 2015 og årets længste dag er indtruffen. Vi forstår det ikke helt for tiden er løbet afsted og vi er ikke kommet i sandaler og bare ben endnu. Det har været en meget kold forsommer og nu er dagen pludselig i dag. Det er midsommer.
I aften synger mange mennesker midsommersangen af Shubidua i ly af smukke, orange bål, der sender hekse, andet godtfolk og sorte flammer op mod den lyseblå himmel. Jeg mindes min barndom med midsommer og bål i den nærliggende park, hvor der desværre ikke længere er bål.
I denne midsommer savner jeg min mor.
Min søn har skal til sidste eksamen i morgen og så er skoletiden forbi. En æra er slut. Jeg husker stadig, da jeg fulgte ham i skole for første gang. Det var en utrolig stor dag og jeg husker den med glæde og forventning.
Jeg savner at kunne ringe til hende og høre hendes stemme. Det føles som en evighed siden jeg sidst så hende og jeg kan stadig få et sug i maven af savn over, at hun ikke længere en fysisk del af mit liv.
Jeg snakker med hende. Særligt, når jeg er alene har jeg lange indre dialoger med hende. Hun føles ofte meget nær i mine tanker og jeg kan huske særlige linjer i hendes ansigt.
Og alt i mens jeg lige skriver her, stikker ældste søn hovedet ind i stuen og spørger om hans kæreste må komme. Selvfølgelig må hun det. Hun er blevet næsten fast inventar det sidste halve år, men lige om lidt skilles deres veje, da min søn skal på efterskole og hun skal 1 år for at studere i udlandet sammen med sin familie.
Min anden søn på næsten 14 år er vokset mig over hovedet og er begyndt at få overgang i stemmen, små bumser i panden og så er han fuldstændig fantastisk til at programmere.
Min yngste, som kun var 4 år, da min mor døde er nu en skøn 8 årig pige, der har succes med alt, hvad hun rører ved. Skolen, sport og venner. Hun har lige bestået 2. graduering i sin kampsport i dag..
Jeg er selv blevet over 20 kg lettere det sidste år, men min mor er her ikke til at dele det med mig. Men mon ikke hun ser mig.
Her på årets længste dag.
I aften synger mange mennesker midsommersangen af Shubidua i ly af smukke, orange bål, der sender hekse, andet godtfolk og sorte flammer op mod den lyseblå himmel. Jeg mindes min barndom med midsommer og bål i den nærliggende park, hvor der desværre ikke længere er bål.
I denne midsommer savner jeg min mor.
Min søn har skal til sidste eksamen i morgen og så er skoletiden forbi. En æra er slut. Jeg husker stadig, da jeg fulgte ham i skole for første gang. Det var en utrolig stor dag og jeg husker den med glæde og forventning.
Jeg savner at kunne ringe til hende og høre hendes stemme. Det føles som en evighed siden jeg sidst så hende og jeg kan stadig få et sug i maven af savn over, at hun ikke længere en fysisk del af mit liv.
Jeg snakker med hende. Særligt, når jeg er alene har jeg lange indre dialoger med hende. Hun føles ofte meget nær i mine tanker og jeg kan huske særlige linjer i hendes ansigt.
Og alt i mens jeg lige skriver her, stikker ældste søn hovedet ind i stuen og spørger om hans kæreste må komme. Selvfølgelig må hun det. Hun er blevet næsten fast inventar det sidste halve år, men lige om lidt skilles deres veje, da min søn skal på efterskole og hun skal 1 år for at studere i udlandet sammen med sin familie.
Min anden søn på næsten 14 år er vokset mig over hovedet og er begyndt at få overgang i stemmen, små bumser i panden og så er han fuldstændig fantastisk til at programmere.
Min yngste, som kun var 4 år, da min mor døde er nu en skøn 8 årig pige, der har succes med alt, hvad hun rører ved. Skolen, sport og venner. Hun har lige bestået 2. graduering i sin kampsport i dag..
Jeg er selv blevet over 20 kg lettere det sidste år, men min mor er her ikke til at dele det med mig. Men mon ikke hun ser mig.
Her på årets længste dag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar