Jeg står der i solskinnet og mærker varmen på mine kinder. De smukkeste mælkebøtter er sprunget ud min græsplæne og jeg står der med min rosensaks. Jeg kigger næsten hypnotiseret på den lange stilk med de trekantede pigge på i mens billeder af min mor kommer så tydeligt frem. Jeg kan næsten, men også kun næsten lige mærke hende. Hun er så nær, selvom porten mellem livet og døden alligevel skiller os ad. Jeg er sikker på, at jeg kan mærke hendes ånd.
Midt i forårsbilledet af rosensakse og mælkebøtter er hun i vinden på min kind, i blodet i mine årer og i solens varme på mit hoved.
Så kalder min datter på mig. "Mooarrrr", lyder det omme fra den anden side af huset. Hendes råb kalder mig hurtigt tilbage livets mange lyde og lyden af et dyttende bilhorn trænger sig pludselig på. Jeg mærker, at mine kinder er våde af tårer.
Jeg tror, at jeg tænker så meget på hende, fordi en af mine veninder skal begrave sin mor på mandag. En andet menneskes store sorg aktiverer mit savn og da de positive erindringer om min mor er knyttet til rosernes mangefarvede skønhed, suger det luften ud af mig.
Jeg går om til min datter. Hun kigger på mig med kønne øjne, der stråler som kun et barns kan gøre, når det er fuldt af smittende glæde. Hun vil have mig til at beundre og tælle, hvor mange hop i klarer med sjippetorv. Så står jeg der midt i 3 kvindelige generationer. Min mor. Mig. Min datter. Jeg er i midten. Den ene generation er min fortid og død. Min datter er en generation, der er min fremtid og liv. Jeg ville bare sådan ønske, at min mor havde været med i min datters liv. Det er mit behov, ikke min datters, da hun har en fantastisk farmor, som forguder og elsker hende. På samme måde som min egen farmor gjorde det for mange år siden.
Det er forår. Snart er det 4 ÅR siden, min mor døde. Jeg savner hende i dag. Savner at kunne drikke kaffe med hende.
Men jeg ved, at vi ses igen.
Midt i forårsbilledet af rosensakse og mælkebøtter er hun i vinden på min kind, i blodet i mine årer og i solens varme på mit hoved.
Så kalder min datter på mig. "Mooarrrr", lyder det omme fra den anden side af huset. Hendes råb kalder mig hurtigt tilbage livets mange lyde og lyden af et dyttende bilhorn trænger sig pludselig på. Jeg mærker, at mine kinder er våde af tårer.
Jeg tror, at jeg tænker så meget på hende, fordi en af mine veninder skal begrave sin mor på mandag. En andet menneskes store sorg aktiverer mit savn og da de positive erindringer om min mor er knyttet til rosernes mangefarvede skønhed, suger det luften ud af mig.
Jeg går om til min datter. Hun kigger på mig med kønne øjne, der stråler som kun et barns kan gøre, når det er fuldt af smittende glæde. Hun vil have mig til at beundre og tælle, hvor mange hop i klarer med sjippetorv. Så står jeg der midt i 3 kvindelige generationer. Min mor. Mig. Min datter. Jeg er i midten. Den ene generation er min fortid og død. Min datter er en generation, der er min fremtid og liv. Jeg ville bare sådan ønske, at min mor havde været med i min datters liv. Det er mit behov, ikke min datters, da hun har en fantastisk farmor, som forguder og elsker hende. På samme måde som min egen farmor gjorde det for mange år siden.
Det er forår. Snart er det 4 ÅR siden, min mor døde. Jeg savner hende i dag. Savner at kunne drikke kaffe med hende.
Men jeg ved, at vi ses igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar