Min døde mor elskede de flotte forårsblomster

I denne uge har forårets første varme sol og lys stået i fuldt flor. Der er masser af krokus,erantis og små påskeliljer i græsset, i krukker og i plasticbøtter i supermarkedet. Det er første uomtvistelige tegn på forår.


Det er også det 4. forår uden min mor. Foråret og den tidlige sommer var min mors ynglingsårstid. Hun vidste så meget om blomster og planter. Nu er jeg blevet så gammel, at jeg ville have værdsat og har brug for hende til at kunne fortælle mig, hvilke blomster, der ville være gode at så i haven. Jeg er blevet så gammel, at blomster og farver i haven er begyndt at have min interesse fordi det er så smukt og giver nogle dejlige sansemæssige oplevelser.

Nu er det snart 4 år siden hun døde. Det er længe. Mine 2 ældste børn er ved at være store drenge. Den ældste skal på efterskole efter sommerferien. Næste søn skal konfirmeres næste år og min yngste er blevet 8 år gammel. De trives, bliver store og jeg elsker dem ufatteligt højt. Jeg ville ønske, at min mor havde set dem og været en del af deres liv. Det savn tror jeg altid jeg vil have, men efterhånden som de er blevet ældre er det mit savn og ikke så meget deres længere. Min datter kan næsten ikke huske, hvordan mormor så ud. Hun kan huske iltapperatet. Symbolet på det misbrug, hun blev syg af.

Jeg kommer meget sjældent på kirkegården, men det vidste jeg, da hun døde og alligevel fik en gravsted mod sit oprindelige ønske. Jeg kommer der ikke for jeg bliver stadig overmandet af stærk fysisk sorg, tårer der vælter frem og jeg har efterfølgende svært ved at få mig "samlet" igen fordi jeg bliver så ked af det.

Det kan føles en smule ensomt, at tiden går og der ikke er mange at dele minderne med. De bliver mine alene. De modsatrettede og dobbelte følelser i forhold til min mor har jeg erkendt for længe siden for på rigtigt mange områder har relationen til min mor ikke været let fordi hun ikke formåede det, men det er jeg helt afklaret med. Jeg bærer minderne og tilgivelsen i hjertet på en let og ikke tyngende måde længere.

Men savnet vil nok aldrig forsvinde. Det må jeg erkende efter så mange år. 

2 kommentarer:

Malou sagde ...

Hej søde du <3
Nu har jeg fulgt din blog de sidste 2 år, og hvor er jeg glad for at læse den. Jeg mistede min højtelskede mor (mama) D 31-12-2012. Det skulle jo være en festdag. Det er det ikke for mig mere. Det er den dag hvor min verden faldte fra hinanden, mit hjerte blev revet ud og trampet på. Hun var kun 53 år gammel. Jeg var 26 på det tidspunkt. Det var alt for tidligt. I lørdags D 4-4 fejrede jeg hendes fødselsdag, hun ville have blevet 56 år :( Jeg savner hende helt afsindigt. Min mor have et alkoholmisbrug og døde af skrumpelever. Jeg bruger ordet alkoholmisbrug fordi i mit hovede er alkoholiker meget kummerligt og det er ikke det billede jeg har når jeg tænker på min mor. Det er så vanskeligt at forklare hvordan det føles. Min opvækst har været både vidunderlig og så ikke helt så god. De sidste år inden mor rejste uden mig, var jeg mere mor for hende end hun for mig. Jeg higede nok efter opmærksomhed og nogen der kunne passe på mig. Jeg ville gerne lægge det ansvar fra mig, men det kunne jeg bare ikke. Hvem skulle så passe på hende? Selvom hun havde et misbrug var hun MIN mor og ville ikke ønske nogen anden. Hun var fantastisk trods alt og så hjertevarm. Jeg savner hende og mangler hende så meget hver dag. Lige til en hurtig sludder, lige til at spørge om hvor meget salt der nu skulle i de frikadeller. Eller bare lige til at få det der hjertevarme som kun en mor kan give <3 Stod en dag og ville lave stegt flæsk og det var min mor bare verdensmester til, jeg blev helt nostalgisk og fuld af sorg over at stå at lave det og havde bare brug for at snakke med hende lige der.
Jeg var ødelagt da hun døde. Så ødelagt at jeg næsten ikke kunne finde ud af hvordan man skulle trække vejret. Min hjerne gik i stå og jeg ville bare med hende.
Jeg kender ikke nogen der har mistet deres mor. Derfor er der heller ikke nogen der forstår den smerte eller hvad det drejer sig om. Derfor er jeg så glad for at læse din blog. Jeg kan kende mig selv i dine tanker og følelser. Og jeg kan se at der er flere der har det som jeg. Jeg er gået ind i år 3 efter min mor rejste væk fra mig og jeg er stadig i sorg og det er helt ok og normalt har jeg fundet ud ad. Det er ikke mig der er noget galt med. Jeg vil altid savne min elskede mama. Åh hvor jeg elsker hende. Tak fordi du deler dine tanker og følelser, jeg værdsætter det meget.
Mange hjertevarme klem fra en der også har mistet sin højt elskede mor <3

Ejeren af denne blog. sagde ...

Kære Malou.

Tak for din kommentarer. Jeg bliver altid glad for at høre, at der er andre, som kan bruge mine skriverier til noget. Jeg er ked af at høre, at du mistede din mor i så tidlig en alder af alkoholens mange følgevirkninger.

Vi, der er efterladte til misbrugere, skal oven i sorgen, også bruge så meget mental energi på at komme overens med de svære svigt, vi oplevede fordi vores forældre ikke formåede at passe ordentligt på os.

Menneskesindet er helt forunderligt og god til at selektere i minderne. De dårlige erindringer glider i baggrunden og vores hjerne husker de gode. Det betyder ikke, at de dårlige erindringer ikke er der længere, men at de får mindre betydning, som tiden går.

Intet kan erstatte en mor uanset, hvordan hun så end var. Måske passede hun ikke godt nok på dig, hun gav dig liv og rent biologisk er man nær forbundet.

Og ja, det er normalt, at du stadig er i sorg. Men det bliver lettere med tiden. Det bedste råd jeg kan give dig med på vejen er, at lade tårerne løbe, når du har behov. Accepter og anerkend dine egen tanker, minder og sorg over din mor. For hun er dig og du er hende. Sådan er det.

Og med tilgivelsen kommer vi længst. Det sætter os fri.

Mange knus til dig.

Ejeren af denne blog.

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...