Dette indlæg har jeg tænkt længe over. Mange af mine indlæg på bloggen har handlet om chokket, sorgen, gråden, ensomheden, ekstensialismen, frustrationen, vreden, magtesløsheden og de mange hårde og svære følelser som en mors død afstedkommer.
Igennem disse uhåndterlige og svære følelser afklædes den store, sorte tyngende kappe af chok og savn - lidt efter lidt. Det bliver igen muligt at tankerne distraheres af andet. Af det pulserende, krævende, dejlige og vanvittige liv. Der opstår pludselig glimt af erkendelse, nye tanker og en meget øget bevidsthed om livets sårbarhed og hvor vigtigt det er at træffe de valg, som vil give glæde og god energi i livet.
For 11 måneder siden døde min mor. Hun efterlod mig på en gyngende tømmerflåde midt i det største stormvejr i mit liv nogensinde. At miste sin mor er som at miste en stykke historie af sig selv. Uanset hvilken familiedynamik der ligger bag den historie, der gik forud en mors dødsfald, så er det som at blive mentalt amputeret. Min barndom var kompliceret. Den efterlod mig med nogle rigtigt svære livsbetingelser, som jeg har lært at acceptere og tilgive fordi jeg med gode psykologers hjælp har fundet vejen frem i livet. Ikke ad lige og ukomplicerede veje, men ad snørklede og dunkle stier, som ind i mellem har føltes uoverstigelige. Alligevel var det et kæmpe chok, der bredte sine mørke vinger ud og indhyllede mig i et kulsort kaos af håbløshed og fortvivlelse. Når jeg læser nogle af de første indlæg her på bloggen i ugerne efter min mors død kan jeg godt huske, hvordan det var og alligevel føles det som værende meget langt væk. Jeg sidder nu her og kan konstatere, at den sorte kappe er lettet fra mine skuldre og jeg er igen godt på vej tilbage mod livet.
Mit sørgeår er snart ved at være omme. Jeg har gennemlevet alle højtider, fødselsdage og årstider uden min mor. Det har kostet tårer, sved og et dybt, dybt savn af, at hun aldrig mere vil være tilstede hos mine børn. Det er kun en mormor og en farmor, der kan elske ens børn så betingelsesløst og dybt som en mor - altså ud over faren...
Den første jul
Den første jul var ganske hæslig. Min far valgte at være hos min søster og min familie og jeg var helt alene, da min svigermor skulle arbejde. Det var overhovedet ikke en god jul. Jeg kan næsten ikke huske den. Jeg husker følelsen af, at jeg ikke havde nogen kræfter og jeg ønskede mine børn hen, hvor peberet gror, så jeg kunne være alene under min dyne og græde. Det tror jeg faktisk også, at jeg gjorde en del af tiden....
Børnenes sorg
I det første halve år efter min mors død havde min mellemste søn det rigtigt svært og det var næsten det værste. Selv når jeg har været allermest fortvivlet har jeg aldrig været i tvivl om, at jeg nok skulle blive glad igen - engang. Men når man er 10 år gammel og mister både sin mormor og farfar indenfor et halvt år, så er chokket absolut og totalt. Man ved ikke, at det vil blive bedre igen. At savnet og sorgen vil mindskes igen. Samtidigt gik han i en klasse, der overhovedet ikke fungerede og han havde det rigtigt svært i disse måneder. Han græd meget, var vred og havde nogle heftige reaktioner ind i mellem. Ikke i skolen, men herhjemme.
Det var til tider rigtigt svært at rumme al hans frustration, vrede og brokkeri, men jeg forsøgte efter bedste evne, men der er ingen tvivl om, at jeg nok ikke helt slog til i de måneder efter min mors død, men det kan jeg ikke ændre på. Jeg har ikke dårlig samvittighed fordi jeg gjorde det bedste jeg evnede og så må det være godt nok. I dag kan jeg jo se, at han er kommet igennem den svære livsperiode. Han har også skiftet skole og er nu kommet til at trives igen med nye kammerater og en god klasselærer, som har været rigtig god til at se ham og hans behov. Han er glad igen og ser frem til en lang ferie, hvor han bl.a. skal på fodboldskole, aquakamp og på en god lang ferie hos sin farmor. Vi taler sommetider om min mor og jeg har hjulpet ham med at sætte ord på de følelser, han var været igennem. Jeg har også forsøgt at tale med ham om, at det var hans første hårde livserfaring, som kan være med til at give ham den tro og styrke på, at når livet er meget svært, så er det muligt at blive glad igen - på sigt...
Min yngste datter
Min yngste datter husker kun min mor som syg. Hun har aldrig været på ferie hos hende eller kendt hende, da hun var "sig selv". Hun har til gengæld reageret med, at hun var meget bange for, at hendes far eller jeg skulle dø fra hende og hun har haft mange spørgsmål om, hvordan Himlen ser ud og hvordan mormor kom op i Himlen. Det er heldigvis også meget aftaget og hun er nu efterhånden den samme glade, uskyldige, dejlige, kvikke og charmerende bette pige hun altid har været.
Mindet om de mange blomster
Min mor var en blomsterkender. Hun vidste alle navne, kendte hver en historie om de fleste af blomsterne i den danske flora. Hun elskede i sær røde roser, margueritter, fresia og tulipaner. Da foråret kom for alvor i april græd jeg næsten hver dag. Alle steder var der tulipaner i midterrrabatten på de store indfaldsveje, i haven, i naboernes have og alle andre steder. Det gav nogle meget stærke visuelle billeder af min mor i situationer, hvor hun enten fortalte eller håndterede tulipaner. Det gav stærke og umiddelbare sug i maven, tårer i øjnene og det var svært at styre det. Senere i april kom der roser i butikkerne og nogle af mine naboer havde dem i krukker. Jeg kan i sær huske en dag i maj, hvor jeg skulle i Ikea. Udenfor stod et hav af lilla lavendler i kasser. Jeg stod helt stille og mine øjne zoomede ind på lavendlerne, der stod og bøjede sig i vinden. Tårerne sprang ud af øjenkrogen og jeg måtte ud på Ikeas toilet for at sunde mig lidt. Børn og mand tog det heldigvis roligt. Tårerne kan komme meget uventet og ukontrolleret, men det stopper som regel også hurtigt igen. Jeg lader mig overvælde, men kommer hurtigere ud af følelsen igen.
De mange tårer
Jeg har aldrig grædt så meget som jeg har gjort i det sidste år. Jeg har ladet tårerne løbe, når jeg har haft behov for det. Jeg er fuldstændig overbevist om, at tårernes forløsende og afslappende virkning har fået mig igennem den værste sorg. Når jeg har hulket voldsomt så bliver jeg så træt, at jeg sover som en sten igennem natten. Jeg har mange gange vågnet om morgenen med tykke og hævede øjne, men en kold karklud eller et par agurkeskiver tager de værste hævelser. Tårerne har hjulpet mig igennem de sorte og mørke stunder, hvor jeg ikke har troet, at jeg nogensinde ville overleve det faktum, at min mor er død. Stendød.
Dine omgivelser
Jeg synes, at jeg har haft nogle gode snakke med det faktum at miste sin mor så tidligt som jeg har gjort. Jeg har mange dejlige og gode mennesker i mit liv, som har været gode at snakke med, når sorgen har været svær. Der er desværre ingen familiesammenhold i min familie og jeg har næsten ikke set min søster siden min mor døde. Det betyder, at der ikke er nogen at dele fælles minder med og det kan være et savn, men det har ikke været så svært som jeg troede, at det ville blive. Jeg havde en rigtig god chef det meste af det første år efter min mors død, som gav plads og rum til at jeg kunne sørge. I marts fik jeg en ny chef, som ikke kender min baggrund, men det er også i orden på nuværende tidspunkt. Livet går videre rent arbejdsmæssigt og jeg er blot taknemlig for, at jeg fik sådan en god behandling, da jeg havde allermest brug for det.
Og nu venter livet derude. Der er stadig mange indlæg, der vil blive skrevet, men mit værste sørgeår er ved at være omme og jeg tror nu på, at det vil blive muligt at leve med det savn, som afløser sorgen og som nok altid være med mig.
Igennem disse uhåndterlige og svære følelser afklædes den store, sorte tyngende kappe af chok og savn - lidt efter lidt. Det bliver igen muligt at tankerne distraheres af andet. Af det pulserende, krævende, dejlige og vanvittige liv. Der opstår pludselig glimt af erkendelse, nye tanker og en meget øget bevidsthed om livets sårbarhed og hvor vigtigt det er at træffe de valg, som vil give glæde og god energi i livet.
For 11 måneder siden døde min mor. Hun efterlod mig på en gyngende tømmerflåde midt i det største stormvejr i mit liv nogensinde. At miste sin mor er som at miste en stykke historie af sig selv. Uanset hvilken familiedynamik der ligger bag den historie, der gik forud en mors dødsfald, så er det som at blive mentalt amputeret. Min barndom var kompliceret. Den efterlod mig med nogle rigtigt svære livsbetingelser, som jeg har lært at acceptere og tilgive fordi jeg med gode psykologers hjælp har fundet vejen frem i livet. Ikke ad lige og ukomplicerede veje, men ad snørklede og dunkle stier, som ind i mellem har føltes uoverstigelige. Alligevel var det et kæmpe chok, der bredte sine mørke vinger ud og indhyllede mig i et kulsort kaos af håbløshed og fortvivlelse. Når jeg læser nogle af de første indlæg her på bloggen i ugerne efter min mors død kan jeg godt huske, hvordan det var og alligevel føles det som værende meget langt væk. Jeg sidder nu her og kan konstatere, at den sorte kappe er lettet fra mine skuldre og jeg er igen godt på vej tilbage mod livet.
Mit sørgeår er snart ved at være omme. Jeg har gennemlevet alle højtider, fødselsdage og årstider uden min mor. Det har kostet tårer, sved og et dybt, dybt savn af, at hun aldrig mere vil være tilstede hos mine børn. Det er kun en mormor og en farmor, der kan elske ens børn så betingelsesløst og dybt som en mor - altså ud over faren...
Den første jul
Den første jul var ganske hæslig. Min far valgte at være hos min søster og min familie og jeg var helt alene, da min svigermor skulle arbejde. Det var overhovedet ikke en god jul. Jeg kan næsten ikke huske den. Jeg husker følelsen af, at jeg ikke havde nogen kræfter og jeg ønskede mine børn hen, hvor peberet gror, så jeg kunne være alene under min dyne og græde. Det tror jeg faktisk også, at jeg gjorde en del af tiden....
Børnenes sorg
I det første halve år efter min mors død havde min mellemste søn det rigtigt svært og det var næsten det værste. Selv når jeg har været allermest fortvivlet har jeg aldrig været i tvivl om, at jeg nok skulle blive glad igen - engang. Men når man er 10 år gammel og mister både sin mormor og farfar indenfor et halvt år, så er chokket absolut og totalt. Man ved ikke, at det vil blive bedre igen. At savnet og sorgen vil mindskes igen. Samtidigt gik han i en klasse, der overhovedet ikke fungerede og han havde det rigtigt svært i disse måneder. Han græd meget, var vred og havde nogle heftige reaktioner ind i mellem. Ikke i skolen, men herhjemme.
Det var til tider rigtigt svært at rumme al hans frustration, vrede og brokkeri, men jeg forsøgte efter bedste evne, men der er ingen tvivl om, at jeg nok ikke helt slog til i de måneder efter min mors død, men det kan jeg ikke ændre på. Jeg har ikke dårlig samvittighed fordi jeg gjorde det bedste jeg evnede og så må det være godt nok. I dag kan jeg jo se, at han er kommet igennem den svære livsperiode. Han har også skiftet skole og er nu kommet til at trives igen med nye kammerater og en god klasselærer, som har været rigtig god til at se ham og hans behov. Han er glad igen og ser frem til en lang ferie, hvor han bl.a. skal på fodboldskole, aquakamp og på en god lang ferie hos sin farmor. Vi taler sommetider om min mor og jeg har hjulpet ham med at sætte ord på de følelser, han var været igennem. Jeg har også forsøgt at tale med ham om, at det var hans første hårde livserfaring, som kan være med til at give ham den tro og styrke på, at når livet er meget svært, så er det muligt at blive glad igen - på sigt...
Min yngste datter
Min yngste datter husker kun min mor som syg. Hun har aldrig været på ferie hos hende eller kendt hende, da hun var "sig selv". Hun har til gengæld reageret med, at hun var meget bange for, at hendes far eller jeg skulle dø fra hende og hun har haft mange spørgsmål om, hvordan Himlen ser ud og hvordan mormor kom op i Himlen. Det er heldigvis også meget aftaget og hun er nu efterhånden den samme glade, uskyldige, dejlige, kvikke og charmerende bette pige hun altid har været.
Mindet om de mange blomster
Min mor var en blomsterkender. Hun vidste alle navne, kendte hver en historie om de fleste af blomsterne i den danske flora. Hun elskede i sær røde roser, margueritter, fresia og tulipaner. Da foråret kom for alvor i april græd jeg næsten hver dag. Alle steder var der tulipaner i midterrrabatten på de store indfaldsveje, i haven, i naboernes have og alle andre steder. Det gav nogle meget stærke visuelle billeder af min mor i situationer, hvor hun enten fortalte eller håndterede tulipaner. Det gav stærke og umiddelbare sug i maven, tårer i øjnene og det var svært at styre det. Senere i april kom der roser i butikkerne og nogle af mine naboer havde dem i krukker. Jeg kan i sær huske en dag i maj, hvor jeg skulle i Ikea. Udenfor stod et hav af lilla lavendler i kasser. Jeg stod helt stille og mine øjne zoomede ind på lavendlerne, der stod og bøjede sig i vinden. Tårerne sprang ud af øjenkrogen og jeg måtte ud på Ikeas toilet for at sunde mig lidt. Børn og mand tog det heldigvis roligt. Tårerne kan komme meget uventet og ukontrolleret, men det stopper som regel også hurtigt igen. Jeg lader mig overvælde, men kommer hurtigere ud af følelsen igen.
De mange tårer
Jeg har aldrig grædt så meget som jeg har gjort i det sidste år. Jeg har ladet tårerne løbe, når jeg har haft behov for det. Jeg er fuldstændig overbevist om, at tårernes forløsende og afslappende virkning har fået mig igennem den værste sorg. Når jeg har hulket voldsomt så bliver jeg så træt, at jeg sover som en sten igennem natten. Jeg har mange gange vågnet om morgenen med tykke og hævede øjne, men en kold karklud eller et par agurkeskiver tager de værste hævelser. Tårerne har hjulpet mig igennem de sorte og mørke stunder, hvor jeg ikke har troet, at jeg nogensinde ville overleve det faktum, at min mor er død. Stendød.
Dine omgivelser
Jeg synes, at jeg har haft nogle gode snakke med det faktum at miste sin mor så tidligt som jeg har gjort. Jeg har mange dejlige og gode mennesker i mit liv, som har været gode at snakke med, når sorgen har været svær. Der er desværre ingen familiesammenhold i min familie og jeg har næsten ikke set min søster siden min mor døde. Det betyder, at der ikke er nogen at dele fælles minder med og det kan være et savn, men det har ikke været så svært som jeg troede, at det ville blive. Jeg havde en rigtig god chef det meste af det første år efter min mors død, som gav plads og rum til at jeg kunne sørge. I marts fik jeg en ny chef, som ikke kender min baggrund, men det er også i orden på nuværende tidspunkt. Livet går videre rent arbejdsmæssigt og jeg er blot taknemlig for, at jeg fik sådan en god behandling, da jeg havde allermest brug for det.
Og nu venter livet derude. Der er stadig mange indlæg, der vil blive skrevet, men mit værste sørgeår er ved at være omme og jeg tror nu på, at det vil blive muligt at leve med det savn, som afløser sorgen og som nok altid være med mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar