Om at være mor til en næsten voksen søn 5 år efter min mor døde

En dag, hvor det grå og disede lys indhyller Danmarks liv i marts.

De første måneder har båret præg af endnu mere fysisk sygdom. Jeg har fået konstateret endnu en kronisk livsvarig sygdom, som bestemt ikke sætter tankerne om mit livs længe og varighed i et mere positivt lys. Men alligevel har jeg fundet en form for overensstemmelse med det. Jeg kan jo ikke ændre det. Jeg gør alt det rigtige set i et helbredsmæssigt perspektiv. Jeg ryger ikke. Jeg drikker ikke og jeg motionerer 2-3 gange om ugen og arbejder konstant med mit mentale helbred. Jeg glædes hver dag over mine dejlige børn, elsker min fantastiske mand igennem snart 20 år, forsøger at bevare det positive perspektiv hele tiden, når både helbred og den rest af biologisk familie jeg har tilbage slår knuder og overrasker negativt.


I dag er det en særlig dag. Min ældste søn bliver 17 år. Vi skal hente ham i aften på efterskolen, spise sammen i den nærliggende by og aflevere ham igen. Det er så forunderligt, at den lille knægt nu er 190 cm høj og meget tæt på at blive myndig. I det lys mangler min mor. Hun var så stolt af ham og var en god mormor for ham i de år, hvor hun kunne, Hun ønskede sådan at være med til hans konfirmation. Det nåede hun ikke, men dertil gik hendes forestillinger om ham. Mor, du skulle se ham nu. Han har udviklet sig til en fantastisk ung mand, der klarer sig godt på alle punkter. Når han snubler, rejser han sig igen,bliver klogere,mere moden og bedre til at sætte ord på alle sine følelser. Min relation til ham er langt bedre end det jeg oplevede i min ungdom. Det er svært at stå som voksen, midt i livet, med en næsten voksen søn og kommunikere med ham om svære emner i forhold til ham selv. Min søn har i sit efterskoleliv kommet på afstand af sit eget barndomshjem og har mærket en vrede, mod i sær mig, fordi han oplever, at jeg har råbt for meget af ham i hans barndom.

Han har ret. Fuldstændig ret. I mine bestræbelser på at gøre det så godt så muligt var jeg meget fokuseret på, at jeg aldrig ville miste temperamentet så meget, så fysisk og psykisk vold ville blive en del af hans barndom. Det lykkedes. Men mine egne følelsesmæssige skader og traumer fra en belastet barndom har alligevel sendt lange skygger ind i hans liv. Vi har haft mange lange snakke om det, min kloge og følsomme søn og jeg. Jeg er så stolt af ham. Stolt af, at han tør sætte ord på. Konfrontere mig og hans evne til at forstå svære kognitive sammenhænge hentet i hans barndom fra min barndom og slægtens historie og problemer med alkohol og fysisk og psykisk vold. Han ved meget mere om, hvad der skete i min barndom i dag. Jeg har været nødt til at fortælle ham det for at kunne drage sammenhænge, forklaringer og dermed tilgivelse.  Han føler sig meget lettere fordi jeg har påtaget mig dette. Han fortæller, at han aldrig har været i tvivl om min kærlighed. Han forstår bedre sine egne reaktioner og hvad han kommer af. Jeg er så stolt af at være mor til sådan en dreng, der i dag fylder 17 år.

Jeg er så glad for, at vores forhold er så markant anderledes end det jeg havde i den alder til mine forældre. Jeg elsker dig, min kære søn.

Mor, havde du bare været her. Du ville have været så stolt af ham. 

Ingen kommentarer:

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...