Jeg har sådan lyst til at fortælle, at det er muligt at få det godt igen, når ens livmoder er død. Det er muligt at forene fortid med nutid og føle sig lykkelig igen. Jeg er kommet dertil i mit savn, at jeg nu også kan smile stort tilbage til billedet af min mor på reolen, hvor hun står og holder øje med os alle i vores stue. Hun er bare så super smuk på det billede. Hun er vel omkring 48 år. Hun har næsten ingen rynker, store smukke blå øjne, harmoniske ansigtstræk og et lyst blondt hår i en smuk pagefrisure. Jeg kigger på det flere gange om ugen. De sidste uger har det været muligt uden at få en tyk klump i halsen, et par afslørende tårer i øjenkrogen og et behov for at lukke mig inde og vræle højt og længe.
Jeg har også haft lyst til at vende billedet om og gemme det væk, men har følt mig som den største forræder, når jeg har tænkt tanken i de 15 måneder, der er gået siden hun døde. Sådan er det heldigvis ikke længere for nu har jeg ikke lyst til at gemme billedet væk længere. Hun er der. Midt i det hele. Hun er mine gener, min krop, mine tanker, mine minder. Hun er mig og jeg er hende. Jeg har tilgivet hende og mine tanker er som regel kun fulde af de gode minder og det, hun betød for mine børn. Mine børn lever også videre i fuldt flor. De trives alle i deres miljøer, skoler, fritidsinteresser og med deres venner. Vi lever alle og har det godt. Min sygdom er i ro og livet ånder fred og ro i disse tider. Livet fyldes med gamle og nye venner. Jeg kunne til tider ønske, at mine biologiske familiebånd var tættere og stærkere, som man ser i nogle familier, men sådan er det ikke. Til gengæld kan jeg have håbet om, at mine egne børn engang fylder huset med svigerbørn og børnebørn.
Det er dejligt at livet føles godt og skønt og at savnet over en død mor kan forenes med livsglæde og tro på, at fremtiden har en masse godt med i posen til os allesammen.
Men jeg tror aldrig, at savnet går helt væk. Det hul min mors død efterlod i mit hjerte vil først mildnes og samles helt igen, når jeg selv dør og hun tager i mod mig.
I dag er det også okay for smerten er pludselig blevet til at bære lidt nemmere end tidligere.
Jeg har også haft lyst til at vende billedet om og gemme det væk, men har følt mig som den største forræder, når jeg har tænkt tanken i de 15 måneder, der er gået siden hun døde. Sådan er det heldigvis ikke længere for nu har jeg ikke lyst til at gemme billedet væk længere. Hun er der. Midt i det hele. Hun er mine gener, min krop, mine tanker, mine minder. Hun er mig og jeg er hende. Jeg har tilgivet hende og mine tanker er som regel kun fulde af de gode minder og det, hun betød for mine børn. Mine børn lever også videre i fuldt flor. De trives alle i deres miljøer, skoler, fritidsinteresser og med deres venner. Vi lever alle og har det godt. Min sygdom er i ro og livet ånder fred og ro i disse tider. Livet fyldes med gamle og nye venner. Jeg kunne til tider ønske, at mine biologiske familiebånd var tættere og stærkere, som man ser i nogle familier, men sådan er det ikke. Til gengæld kan jeg have håbet om, at mine egne børn engang fylder huset med svigerbørn og børnebørn.
Det er dejligt at livet føles godt og skønt og at savnet over en død mor kan forenes med livsglæde og tro på, at fremtiden har en masse godt med i posen til os allesammen.
Men jeg tror aldrig, at savnet går helt væk. Det hul min mors død efterlod i mit hjerte vil først mildnes og samles helt igen, når jeg selv dør og hun tager i mod mig.
I dag er det også okay for smerten er pludselig blevet til at bære lidt nemmere end tidligere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar