Savnet føles lettere i dette efterår. Jeg føler mig lettere i sindet, selvom jeg savner min mor hver dag. Sommetider kan jeg få et stik af dårlig samvittighed. Det er lykkedes mig at overleve et så stort og svimlende tab som tabet af min mor. Jeg har overlevet dage fulde af håbløshed, savn, dyb sorg, selvmordstanker og fysisk smerte i hele kroppen over at have mistet min mor, mit ophav, mit jeg, den person i verden, som var mit fysiske fortidsbillede jeg kunne spejle mig i. Den livmoder jeg startede livet i var død. Det var simpelthen så forfærdeligt og så svært, at jeg ikke ønsker mig det for min værste fjende.
Sidste år var oktober ganske skrækkelig og når tankerne går på langfart tilbage i tiden forstår jeg slet ikke, hvordan jeg overlevede det, men det bekræfter mig igen i det faktum, at vi mennesker er i stand til at overleve utrolige begivenheder. At der er håb, når verden og blikket er kulsort som natten, at vi overlever på trods af svære tab. Jeg har aldrig oplevet at miste et barn og mit hjerte bløder for de mennesker, der desværre oplever så stor en smerte. Tabet af et barn kan risikere at bringe mennesker helt ud på kanten af det højeste svimlende bjerg, hvor sorgen og smertens kraft risikerer at suge mennesket ud over afgrunden. Jeg tænker, at jeg i enkelte dage var nogle skridt fra afgrunden, men jeg var der aldrig helt. Jeg har hele tiden været overbevist om, at jeg nok ville overleve dette og det må jeg sige, at jeg har gjort.
Alligevel er der dage, hvor min mor mangler rigtigt meget. Jeg cyklede hjem fra arbejde i denne uge og pludselig kom jeg til at tænke så meget på min mor, at jeg måtte stå af cyklen, trække lidt, få en rolig vejrtrækning og styr på det savn, der pludselig overmandede mig og gav mig et fysisk sug i maven. Tårerne stod i øjnene. Da jeg havde gået 10 minutter, hvor jeg tillod savnet at skylle igennem min krop, så var det hurtigt ovre og jeg kunne cykle resten af vejen hjem. Sådanne dage er der ind i mellem. Jeg kan også gå i vores lokale center og få sug i maven, da jeg tænker på, at jeg der sad og drak kaffe mange gange med min mor. Under min barsel med min yngste datter havde min mor endnu kræfterne til at komme ud engang i mellem. Så tog hun en taxa derop og så fik vi morgenmad og kaffe sammen på én af caféerne. Det var rigtigt hyggeligt og er et af de gode minder med min mor, som jeg værdsætter højt.
Jeg er så lykkelig for, at min mor og jeg fik talt ud sammen om de mange problematiske og svære stunder i fortiden. Jeg er også lykkelig for, at hun fik en god og værdig død, som hun selv havde indflydelse på. Min store frygt om at min mor ville dø af langsom kvælning på grund af svigtende iltoptagelse var en skrækforestilling uden hold i virkeligheden. Som KOL patient falder man heldigvis i søvn længe før, man dø af det forhøjede kulilteniveau i blodet.. Hun sov stille ind, hurtigt og udramatisk. Det har jeg fundet en stor ro ved at vide. Jeg kan kun sige, sørg for at få talt ud, hvis det er muligt inden tabet af en nær slægtning. Det giver en anden ro og tilgivelse i sorgen efterfølgende, som gør det langt nemmere at bære.
Selvfølgelig kan jeg blive overvældet af sorg over, at min mor ikke ser mine børn vokse op. Hun elskede dem så højt, men jeg ved, at hun er derude og følger med. De gange, hvor sorgen har været så overvældende har jeg mærket hendes nærvær så stærkt. Hun havde haft 2 stærke nærdødsoplevelser, da hun 2 gange tidligere havde haft hjertestop. Det betød, at hun ikke var bange for at dø og jeg vælger at tro, at det er sådan. At der en form for bevidsthed efter døden, som jeg ikke forstår og ikke skal kende endnu fordi jeg er blandt de levende. Heldigvis for det. Livet er nemlig en hel fantastisk og unik gave.
Sidste år var oktober ganske skrækkelig og når tankerne går på langfart tilbage i tiden forstår jeg slet ikke, hvordan jeg overlevede det, men det bekræfter mig igen i det faktum, at vi mennesker er i stand til at overleve utrolige begivenheder. At der er håb, når verden og blikket er kulsort som natten, at vi overlever på trods af svære tab. Jeg har aldrig oplevet at miste et barn og mit hjerte bløder for de mennesker, der desværre oplever så stor en smerte. Tabet af et barn kan risikere at bringe mennesker helt ud på kanten af det højeste svimlende bjerg, hvor sorgen og smertens kraft risikerer at suge mennesket ud over afgrunden. Jeg tænker, at jeg i enkelte dage var nogle skridt fra afgrunden, men jeg var der aldrig helt. Jeg har hele tiden været overbevist om, at jeg nok ville overleve dette og det må jeg sige, at jeg har gjort.
Alligevel er der dage, hvor min mor mangler rigtigt meget. Jeg cyklede hjem fra arbejde i denne uge og pludselig kom jeg til at tænke så meget på min mor, at jeg måtte stå af cyklen, trække lidt, få en rolig vejrtrækning og styr på det savn, der pludselig overmandede mig og gav mig et fysisk sug i maven. Tårerne stod i øjnene. Da jeg havde gået 10 minutter, hvor jeg tillod savnet at skylle igennem min krop, så var det hurtigt ovre og jeg kunne cykle resten af vejen hjem. Sådanne dage er der ind i mellem. Jeg kan også gå i vores lokale center og få sug i maven, da jeg tænker på, at jeg der sad og drak kaffe mange gange med min mor. Under min barsel med min yngste datter havde min mor endnu kræfterne til at komme ud engang i mellem. Så tog hun en taxa derop og så fik vi morgenmad og kaffe sammen på én af caféerne. Det var rigtigt hyggeligt og er et af de gode minder med min mor, som jeg værdsætter højt.
Jeg er så lykkelig for, at min mor og jeg fik talt ud sammen om de mange problematiske og svære stunder i fortiden. Jeg er også lykkelig for, at hun fik en god og værdig død, som hun selv havde indflydelse på. Min store frygt om at min mor ville dø af langsom kvælning på grund af svigtende iltoptagelse var en skrækforestilling uden hold i virkeligheden. Som KOL patient falder man heldigvis i søvn længe før, man dø af det forhøjede kulilteniveau i blodet.. Hun sov stille ind, hurtigt og udramatisk. Det har jeg fundet en stor ro ved at vide. Jeg kan kun sige, sørg for at få talt ud, hvis det er muligt inden tabet af en nær slægtning. Det giver en anden ro og tilgivelse i sorgen efterfølgende, som gør det langt nemmere at bære.
Selvfølgelig kan jeg blive overvældet af sorg over, at min mor ikke ser mine børn vokse op. Hun elskede dem så højt, men jeg ved, at hun er derude og følger med. De gange, hvor sorgen har været så overvældende har jeg mærket hendes nærvær så stærkt. Hun havde haft 2 stærke nærdødsoplevelser, da hun 2 gange tidligere havde haft hjertestop. Det betød, at hun ikke var bange for at dø og jeg vælger at tro, at det er sådan. At der en form for bevidsthed efter døden, som jeg ikke forstår og ikke skal kende endnu fordi jeg er blandt de levende. Heldigvis for det. Livet er nemlig en hel fantastisk og unik gave.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar