Min mors tilstand er forholdsvis stabil i disse uger. Det trækker ud og jeg er fuldstændig udmattet af at være i denne "vente-position", hvor vi aldrig ved hvilken vej det går. Jeg bliver nødt til at trække stikket lidt for at kunne passe på mig selv og være der for mine børn. De er de vigtigste personer i mit liv.
Det er svært. Det er hårdt og ind i mellem græder jeg over, at dette blev min skæbne.
Øv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar