Der er ikke sket noget nyt. Min mor er kommet hjem. Hjemmeplejen har sagt fra overfor opgaven, da de mener den er for omfattende. Der har været møde med Det Palliative Team som ikke rigtigt kunne hjælpe, da min mor ikke er cancerpatient.
 De tilbød at kontakte hjemmeplejen, der nu så har åbnet op for et ugentligt besøg. Jeg er rasende! Der er heller ikke mulighed for at lave en åben indlæggelse via Det Palliative Team til hospitalet, da netop den medicinske afdeling og kun den, har lukket for åbne henvisninger. Det er en katastrofe, da min mor ofte har behov for nødvendig hjælp - lynhurtigt.

Status er: 35 kg, kommet hjem, ligger i sengen meget af tiden, konstant afhængig af bi-pap maskine og iltforsyning døgnet rundt. Kommer ingen steder. Er til tider en anelse uklar i hovedet p.g.a det høje kulilteniveau i blodet. Bitter til tider. Vemodig til andre. Men helt sikkert - kun opfyldt af sine egne behov. Nu mere end nogensinde før. Ja, hun er syg, men hun har altid været optaget af egne behov - og kun dem. Jeg har lyst til at skrige. Det her er bare for meget. Jeg trænger sådan til lidt fred og ro i mit hoved og denne venteposition på døden stresser og trætter mig så meget, at jeg i perioder ikke kan sove om natten, græder, bekymrer mig og har svært ved at være tilstede og passe mit arbejde.

Sådan ligger landet. Intet nyt over solen - desværre.

Ingen kommentarer:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...