14 år siden min mor døde og endnu et nyt år er begyndt.

 Vi har startet et nyt år 2025. I år bliver jeg 52 år. Så er jeg kun 7 år yngre end min mor, da hun døde. Det er 14 1/2 år siden hun døde. Mit sidste barn er lige blevet 18 år, så nu har jeg ikke længere ansvar for børn. Jeg har nu 3 voksne børn. Den ene er lige blevet færdig med sin uddannelse og har fået fast arbejde. Den anden bøvler lidt rundt i livet, har fået konstateret ADHD og har svært ved at finde sin retning i livet i forhold til uddannelse og arbejde. Den yngste går på STX og trives med venner, veninder og studiet. 

2025 er også året, som min dejlige veninde aldrig kommer til at opleve. Sorgen over hendes død er virkelig tung. Jeg savner hende hver dag, tænker på hende mange gange hver dag. Elsker hende så højt og kærligheden er blevet hjemløs. Der er så mange facetter af tung håbløshed over at mangle et af mine vigtigste livsvidner. Selvom jeg er velsignet med mange dejlige og varme relationer, så føler jeg mig til tider ensom uden hende. Vi plejede at skrive sammen flere gange om ugen, ses flere gange om måneden og være helt opdateret på hinandens liv. Hun var altid omsorgsfuld, empatisk, rummelig og intelligent. Hun elskede mig og jeg savner at mærke hendes kærlighed. Nu er der kun mig tilbage og mit hjerte flagrer ensomt i sorgen over, at hun er væk. Det gør ondt, alt for ondt. 

Og pludselig så slog det mig. Den næste del af mig liv og indtil jeg dør kommer til at bestå af tab, men også mange gode oplevelser. Nye generationer kommer til. Vi har fået to fantastiske små dejlige piger i familien på 1 og 2 år. De er ikke mine biologiske børnebørn, men det er de af hjertet og jeg elsker dem højt. Jeg ser dem 1-2 gange om måneden og deres livsglæde, finurligheder og sprog er fantastisk. Det minder mig om, at livet starter forfra igen og igen. Denne cyklus er alt, hvad der betyder noget. Alt andet er bare fyldstof.

Mine veninder mister deres gamle forældre i hobetal i denne tid. Gamle mødre og fædre i 80´erne dør. Og det minder mig om min egen mor igen og igen. Men det er ikke længere med så voldsom savn. Jeg græder ikke længere over hendes død og mangel på tilstedeværelse i mit liv, men jeg tænker ind i mellem på, at hun kun vil have været 73 år, hvis hun havde levet. Det er jo ingen alder. Min dejlige svigermor er heldigvis stadig frisk og klarer sig selv. Vi ser hende mindst 1 gang om måneden og mine børn har også et fortsat tæt forhold til hende, hvor de tager ned og besøger hende. Hun betyder meget for mig og jeg er hende dybt taknemlig for den fantastiske farmor-rolle hun har haft for mine børn igennem hele livet. Det kan aldrig erstattes. 

Jeg savner, savner, savner min veninde. Det gør fysisk ondt helt ind i mine knogler og tårerne slører skærmen lige nu. Jeg holder dog fast i alle de gode ting så godt det nu kan lade sig gøre. Det ved jeg hun ville have ønsket for mig. Det eneste hun ikke ville have, er at livet går i stå. Det værdifulde, kostbare, smukke og skrøbelige liv. Grænsen mellem liv og død er skrøbelig, uendelig og alligevel så kort. Det tænker jeg ofte på.