Det er længe siden, at jeg har skrevet her på bloggen. Det er mange år siden min mor døde. Jeg tænker på hende ind i mellem og savner hende også, men tiden har gjort, at det i dag er en sorg, som jeg ikke længere er påvirket af i dagligdagen. Mine børn var små, da hun døde. I dag er de voksne og den yngste er snart 18 år. Jeg er selv på vej til at blive 52 næste år, og når det sker, er jeg kun 7 år yngre end min mor var, da hun døde.
Som tidligere skrevet på bloggen har mine biologiske familieforhold været sporadiske, så jeg har haft veninder, som har fungeret som min familie igennem alle årene. For 3 1/2 uge siden skete der noget fuldstændig forfærdeligt. Min bedste veninde, mit livsvidne, min fortrolige, min støtte og alt muligt andet døde fuldstændig uventet af en massiv hjerneblødning. Hun faldt om, og der var ikke noget at gøre. Blødningen var så stor og omfattende i hjernen, at der ikke var noget at gøre. Jeg vil ikke skrive en masse detaljer, da det er vigtigt at bevare en vis anonymitet. Hun blev organdonor.
Det har efterladt mig i et kæmpe chok og en meget dyb sorg. Egoistisk set har jeg mistet 33 års tæt venskab, hvor vi har fulgtes ad i alle store begivenheder, deltaget i vores børns dåb og konfirmationer og alle livets andre store fester.
Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal komme igennem dette. Jeg har tabt mig meget, savner hende ulideligt hver sekund og har det som om min hud er revet af eller gået i stykker.
Aner ikke hvordan jeg skal klare det, men det satser jeg på, jeg gør for har jeg noget valg?
